• Medie: DSV's milliardopkøb af DB Schenker er blevet godkendt

    المصدر: BDK Finans / 02 أكتوبر 2024 07:16:33   America/Chicago

    Bestyrelsen i Deutsche Bahn har onsdag godkendt salget af DB Schenker til den danske logistikgigant DSV. Det siger unavngivne kilder fra bestyrelsen ifølge nyhedsbureauet Reuters. Godkendelsen mangler endnu at blive meldt ud officielt. Tidligere har DSV fået godkendt et bud på 14,3 milliarder euro, hvilket svarer til omkring 107 milliarder kroner. Siden nyheden er kommet ud, er DSV's aktie skudt i vejret på fondsbørsen. Omkring klokken 14 stiger aktien med cirka fire procent. Schenker og DSV vil få en samlet omsætning på omkring 293 milliarder kroner, hvis man kigger på 2023-tallene. Sammenlagt råder de to selskaber over 147.000 medarbejdere i over 90 lande. Med opkøbet bliver DSV det største logistikselskab i verden målt på omsætning. I december 2023 satte Deutsche Bahn, som er ejet af den tyske stat, officielt Schenker til salg. Siden har flere selskaber været interesseret i at byde på logistikselskabet, herunder danske Mærsk. I juli trak det danske rederi sig dog fra budkampen, da en nærmere gennemgang havde fundet udfordringer med integrationen af virksomheden. Til sidst var der blot DSV og kapitalfonden CVC Capital Partners tilbage som mulige købere af Schenker. DSV blev af mange betragtet som en favorit til opkøbet grundet de mange overlap mellem de to selskaber. Men i slutningen af august anbefalede den tyske fagforening Verdi at vælge CVC Capital Partners som køber frem for DSV. Det skyldtes, at fagforeningen er bekymret for antallet af fyringer, hvis DSV overtager DB Schenker. Som led i købsaftalen har DSV forpligtet sig til en række "sociale forpligtelser" i forhold til medarbejderne. Dette gælder i to år, efter at handlen er gennemført, lyder det. Opkøbet af Schenker - skulle det blive en realitet - er langt det største opkøb, DSV har gennemført. Det skriver sig desuden ind i dansk erhvervshistorie som et af de største nogensinde. I forbindelse med godkendelsen af buddet den 13. september sagde DSV's topchef, Jens H. Lund, i en børsmeddelelse, at opkøbet er en transformerende begivenhed for selskabet. - Med opkøbet samler vi to stærke selskaber og skaber et verdensførende transport- og logistikkraftcenter, der vil gavne vores medarbejdere, kunder og aktionærer, lød det. Siden slutningen af 1980'erne har DSV opkøbt en lang række virksomheder, hvilket har skabt massiv vækst for selskabet. Selskabets hidtil største opkøb er fra 2019, hvor det måtte slippe omkring 37 milliarder kroner for schweiziske Panalpina. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/medie-dsvs-milliardopkoeb-af-db-schenker-er-blevet-godkendt
شارك على،